Æresmedlem "Post" Kurt
FK Sydsjælland 05s ledelse har besluttet at udnævne Kurt Hansen eller "post" Kurt , som han hedder i folkemunde, til æresmedlem.
Et æresmedlemskab, som FK Sydsjælland 05 tildeler "post" Kurt for hans mangeårige arbejde i klubben, hans indstilling til klubben, hans opbakning til klubbens hold, hans vilje til at tage fat, når en opgave skal løses, hvad enten den er stor eller lille.
Du er jo ikke indfødt, kom oprindelig fra Kongsted, men nu hvor vi har set lidt på din historie står det klart, at du har spillet rigtig meget med i sportens arbejde i den gamle Fladså kommune, som jo tog sin begyndelse i 1971.
I Hammer Gymnastik & Ungdomsforening startede du dit bestyrelsesarbejde og nåede frem til 1971 at være formand for foreningen..
I 1970 deltog du som formand for Hammer Gymnastik & Ungdoms forening i det sammenlægningsudvalg som fra 1971 skabte den nye forening IF Fladså.
Med Fladså kommunes oprettelse samme år besluttede du at stoppe, men kastede dig alligevel over arbejdet med den nye forening IF Fladså, hvor det store flagskib var damernes hold i 1.division.
Du har heller aldrig været bange for at tage det sorte tøj på og fløjten i munden i den sammenhæng har du brugt rigtig mange timer i Fladsåhallen ved Fladså Cup eller ved Gadestævnerne.
Din viden om Lov stadion og Lov klubhus, hvor Hammer Gymnastik & Ungdomsforening havde hjemme, har for flere af os afklaret mange spørgsmål om, hvordan her så ud for mange år siden, hvem skulle have troet, at der den gang var lys på banen her i Lov.
Du valgte efter ophør, som formand i Hammer G&UF, at gøre din arbejdsindsats gældende i politik først i Fladså Kommune og senere i Storstrøms Amt, hvor du talte sportens sag, når det overhovedet var muligt.
I dag, i en alder af 73 år, følger du dit barnebarn på FK05s 1.hold , og du er trofast til holdets hjemmekampe, men også mange udekampe møder du frem til for at støtte op om FK Sydsjælland 05.
Vi i FK 05 er rigtig stolte over at have dig med på holdet.
Du udviser en sjælden set klubånd, idet du nu også indgår i FK05s korps af resursepersoner, som gør en indsats for at indsamle midler til ikke mindst ungdomsarbejdet i klubben.
Du er altid optimist, når vi dukker op med kirkebladet eller Brugsens flyers - replikken "Hvornår skal de være omdelt" fornægter sig ikke, hvad enten det er i snevejr eller solskin - skal "dine" veje besøges.
Du har med dit mangeårige utrættelige virke for foreningsarbejdet udfyldt hele paletten for, hvad der kan forventes af et ægte æresmedlem.
"Post" Kurt du er en rigtig ildsjæl, en vi kan lære af, en der brænder for det frivillige foreningsliv uden at skele til, "hvad får jeg for det?"
Vi glæder os til at kunne gøre brug af din hjælp mange år endnu
FK Sydsjælland 05 ønsker "post" Kurt tillykke med æresmedlemskabet
"Post" Kurt fik overrakt sit bevis på æresmedlemskabet i forbindelse med FK Sydsjælland 05s generalforsamling mandag den 21. februar 2011 i Lov Klubhus af formanden for FK 05 Ole Hansen